sommer og hekse, som i gammel tid ikke handlede om at fejre
sommeren, de lyse nætter og glæden - men handlede om, at tidligere er mange
især kvinder blevet brændt på bålet, da der fandtes meget uvidenhed om hvordan
sygdomme opstod, eller hændelser kunne ske, uden at det egentlig var mystisk
eller trolddom der var indblandet.
Bål afbrændinger er også blevet brugt til at slippe af med
mennesker, man ville være foruden, som vidste for meget, som kunne skade nogen
med indflydelse, sige noget der ikke skulle frem, eller man kunne lukke munden og
indgyde angst og frygt i almindelige mennesker, ved at ingen vidste, om det
blev dem næste gang, der blev forfulgt og dømt , hvis de gik op imod de
bestående magthavere eller bestående meninger - så på den måde kunne man holde
et ulmene oprør i skak, eller komme af med modstandere eller kritikere af
systemet, eller give kvinder med
healene eller synske evner skylden for dødsfald, eller skjule noget man selv
havde gjort, som man så kunne give dem skylden for.
Jeg har selv meget tydelige erindringer fra et tidligere liv,
hvor jeg oplevet at blive brændt på bålet. Det er et eksempel ud af mange, på
hvordan det gik til dengang, men selvfølgelig er den oplevelse helt tæt på mig,
da jeg har oplevet det - og husker det.
Det var i Sverige i
1700tallet.
Jeg blev forelsket i en præst i Dalerne i midt Sverige, og i 1776
blev vi gift.
Jeg var smuk, vild, i pagt med naturen og kunne alt det med
følelser, glæde, omsorg og healing, da jeg var opvokset ude i den frie natur. Han
var opvokset i et meget missionsk hjem,
hvor det handlede om fordømmelse, synd, pligt, fromhed og om at være meget lærd,
og at man skal følge sin skæbnes tunge lod. Vi var hinandens modstykker, og
blev tiltrukket af hinanden. Vi var lykkelige, unge, forelskede - så min mand
og jeg selv glemte at tænke på, hvad andre tænkte. Jeg flyttede ved brylluppet
til hans bysamfund, der hvor han senere blev præst, og vi havde mange gode år
sammen, børneflokken voksede, og vi trivedes.
Sogneråds-formanden var også en magtfuld person i det
samfund, men han havde ikke lige så meget magt som præsten, og det ville han
gerne have. Jeg var præstekone og hjalp også til ved fødsler og dødsfald. Jeg
havde evnerne til at heale, håndspålægge, og brugte dem og urter til at helbrede
med. Jeg tænkte ikke på, at det kunne bruges imod mig, for jeg hjalp jo mange også
sogneråds-formandens kone.
Sogneråds-formanden og en anden mand advarede og
truede mig voldsomt allerede ved en midsommerfest et par år før hekseprocessen
kørte, så jeg blev angst og meget mere påpasselig, og mistede dermed min kraft
og styrke. Andre end de to mænd ville også have mere magt og indflydelse, og en
kvinde de kendte, ville gerne være med i sammensværgelsen, da hun var forelsket
i min mand, og ville gerne være præstefrue og rydde mig af vejen, og fik de
knækket mig, knækkede de jo også præsten min mand, så han ikke havde så meget
magt og styrke i det samfund.
De folk samlede vidner, og i løbet af et års tid havde
de nok til at rejse en sag. Flere af dem var undervejs blevet helt overbevist om, at
jeg var i ledtog med djævlen, og så kunne man kun blive renset af flammerne fra
et bål.
Min mand følte
magtesløshed over den proces der var sat i gang, og vendte det mod mig via
vrede, og det han som barn havde lært som synd og fordømmelse.
Jeg blev advaret
af kirkeorganisten og måtte planlægge at flygte pludseligt en nat:
” Efter
hemmeligt at have pakket det mest nødvendige, jeg kunne have med i en tøjbylt;
lidt mad, lidt tøj, en broche jeg havde fået i kærlighedsgave af min mand,
dengang vores ældste barn en datter blev født. Og nogle små ting jeg havde fået af mine
mindre børn som kærlighedsgaver. Tørklædet jeg brugte som tøjbylt, var mit smukke
bryllupstørklæde.
Min største sorg var, at jeg ikke kunne sige farvel til mine
børn. Jeg måtte opføre mig, som jeg plejede, muntert putte dem, og snakke om
dagen i morgen, som om jeg var der, når de vågnede, og se ind i deres
barneøjne, mens jeg tavs sagde farvel, og højt bad aftenbøn med dem, og sagde
godnat. Bønnen den aften var mere dybtfølt, end den plejede, og tog også
længere tid - øjeblikket var svært at slippe.
Om natten startede jeg med at stå i mørket i mit og min mands
soveværelse i månelysets skær og tage tavst afsked med hele mit voksenliv og samværet
med min mand. Det var en meget tung og sorgfyldt afskedstime jeg der havde,
hvor jeg derefter gik rundt til mine børns senge i mørket med en tændt kammerstage
i hånden, og indprentede mig synet af deres sovende kroppe og ansigter, og en
sidste gang puttede deres dyner omkring dem, og kyssede dem på panden, inden
jeg stille gik ud af døren ud af det hus, jeg havde boet i, i 27 år.
Der havde
jeg elsket, grædt, leet, syet, sunget, danset, sørget, rådgivet, opdraget,
lavet mad, passet hus og født 9 børn.
Efter nogen tid i skovene savnede jeg det at se børnene så
meget, at jeg sneg mig tilbage for at se dem, og det lykkedes, og jeg løb ud i
skovene igen- men det gjorde jeg senere en gang mere, og der blev jeg taget til
fange.
Processen gik for alvor i gang og jeg blev skilt fra min mand, og alle
blev tvunget til at vidne imod mig, ellers var de jo i ledtog med mig,
og så ville de også ende på bålet.
Jeg blev tortureret, for at de kunne få mig
til at bevidne, at jeg var i ledtog med djævlen. Det blev grusomt og voldeligt,
hvor seks af de mest magtfulde og ledende mænd i byen forhørte, voldtog og overfaldt
mig - der var dog grænser, for hvad de kunne udsætte mig for, for jeg skulle jo
selv, kunne gå ud til bålet.
De mænd fik mig dog ikke knækket, så jeg tilstod
eller skrev under på, at jeg var i ledtog med djævlen, og at det jeg havde gjort,
var at bruge mørkets magt og hekseri. Jeg ville hellere dø inden bålet, end
give dem ret, for jeg skulle jo under alle omstændigheder dø.
Jeg var efter mange dages fangenskab iklædt beskidt og
iturevet tøj.
Jeg blev hentet og ført bagbunden hen til bålet, imens
kirkeklokkerne ringede. Jeg blev bundet til en stige, imens den stor folkemængde
hånede mig, og spyttede på mig. Derefter blev stigen væltet ind i brændestablen,
hvorefter de tændte bålet.
Det sidste jeg husker, er den store folkemængde der
står rundt om bålet, og der var mange, som jeg også kendte, og de råbte skældsord imod mig, imens mine
ben og min krop blev forbrændt.
Det sidste smukke jeg så, var min elskede sø, der lå nær ved kirken, den blinkede i sollyset, den sø jeg elskede så højt.
Det sidste
jeg tænkte, følte og råbte var ”Gud, hvorfor har du af alle, også svigtet mig?”
Jeg har brugt en del energi og tid her i mit nuliv, på at
tilgive mig selv, og især at tilgive alle dem der var med dengang i Sverige, og
det er heldigvis sket, så jeg er fri, og dermed er de fri også.
En historie jeg har inde under huden, og som giver mig
taknemmelighed og stor glæde over mit nuværende liv, samtidigt med at det giver dyb
eftertanke hver sommer når vi har sct. Hans.
God sct. Hans aften - nyd aftenen og dem I har kær <3
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
