Hvad skal du i dag?

Udsætter du valg, du egentlig skal tage,
eller udsætter du at leve dine drømme ud til senere…

Så tænk på, hvad du ville tænke om dig selv, når dit liv slutter.
Om du vil tænke; hvor var det godt, at jeg ikke levede den drøm ud, eller hvor er det fint, at jeg ikke traf de valg?

Dem af os der er døende, gør alt hvad de kan, for at få så meget som muligt ud af hver dag de har.

 
De tænker tilbage på det, der ikke blev til noget, og det viser sig, at de fleste ikke har realiseret bare halvdelen af deres drømme på grund af valg, de især ikke har truffet. 

Mange døende ønsker meget, at de havde gjort nogle ting tidligere i deres liv, og ikke havde ventet med at leve deres drømme ud.
De ønsker også, at de havde udtrykt positive følelser meget mere, og de fortryder, at de ubevidst satte deres ønsker så lavt, at de aldrig blev de personer, de faktisk kunne være blevet. 

De døende fortryder tit, at de ikke har fået talt nok med deres kæreste og børn. De har tænkt, at der ville komme mere tid til det senere. 

De dødende fortryder også, hvis de har svigtet i familien, har vendt ryggen til, hvor de vidste de kunne hjælpe, har brudt gode relationer, eller er gået fejl af venner og familie.

Der er til gengæld, ikke nogen døende eller alvorligt syge der fortryder, at de har brugt meget tid sammen med deres venner og dem de holder af… 

eller at de turde elske, gjorde en masse for at have det sjovt, spillede et instrument, rejste ud i verden, dansede meget, dyrkede blomster og grøntsager, reparerede motorcykler, vævede smukke stoffer eller lavede andet, de holdt meget af… 

Det vi opdager, som døende er, at det er det nære, som vi har oplevet, der betyder mest, og om hvor mange af vores drømme vi turde realisere. Vi indser, at det vigtigste er kærligheden og nærheden sammen med andre.
Det er det, der gør os alle lykkelige både de levende midt i livet og de døende ...

Livsmål og Dødsangst.

Påsken som vi holder lige nu, handler i vores kultur om døden og genopstandelse. 

Vi skal jo også dø en dag. 

Vores død kan vi dog ikke planlægge i detaljer, ligesom vi heller ikke kan det med vores liv, vores fester eller ferier. Men vi kan planlægge dem i store træk både døden, livet, fester og ferier. 

Du kan blive så afklaret, så din dødsangst bliver meget lille –  og din kommende død og dermed dit liv vil af den grund blive meget mere glædes fyldt uden den underliggende angst, der ellers vil være. 

Det at have frygt, at frygte døden og tage afstand til den, tager meget af din ubevidste glædes energi.   

Jeg elsker livet, nu hvor jeg har oplevet, hvor forunderlig døden er fra en nærdød, jeg har haft.

Min nærdøds oplevelse gav mig nye tanker og mål for mit liv, og hvad der var vigtigt og ikke så vigtigt, og jeg slap min dødsangst.

Ikke at jeg vil dø nu, for der er så meget jeg ønsker at leve ud, men jeg ved, hvad jeg vil nu, samtidig med at jeg er blevet bevidst om, hvem jeg er både her i livet og i døden.

At være på den anden side af døden var for mig meget fredfyldt, og fyldt med glæde, oplevelser, samt grænseløs ubetinget kærlighed. Jeg ved nu, at døden er en helt fantastisk stor kærligheds oplevelse, og af den grund har jeg også taget livet til mig. 

For når det overhovedet er muligt, udsætter jeg ikke mere alt muligt, eller det jeg inderste inde ønsker at gøre. For jeg ved nu i krop og sind, at jeg er her på tid, og jeg ønsker så mange glædes fyldte timer og dage ud af livet, som jeg kan skabe.
Jeg har mødt den uendelige store kærlighed på den anden side af døden, og det gør, at jeg nu kan rumme kærligheden til mig selv og alle dem omkring mig. Jeg har sluppet mørke tanker og oplevelser fra min fortid, for de har været der af en årsag, som jeg nu kender. 

Før min nærdød, havde jeg lært, at livet var hårdt, at det var vejen frem i livet at holde fast og kæmpe hver dag, og at jeg ikke havde stor medindflydelse på min egen lykke. Jeg har over tid efter min nærdød, tilgivet mig selv og mange andre. Jeg har fået modet til at turde livet, via den viden jeg har om vores død og vores liv, og om hvordan jeg skaber min egen lykke.       

Jeg ved nu, at en af de store skridt vi kan tage, for at få det liv vi ønsker, er at få fred med vores egen død.    

                               

Hvordan du forholde dig til din egen og andres død - det har stor betydning for, hvordan du forholder dig til dit liv, og de muligheder du har.

I dag er det min 21 års dødsdag.

Det er 21 år siden at jeg døde sidst.

Tillykke med det, tillykke med mig.
Det fejrer jeg med stor glæde.

Jeg døde på hospitalet efter at have født min yngste søn, dagen før.
Jeg blev genoplivet, da jeg opholdt mig på intensiv afd. Det blev hurtigt opdaget, da jeg allerede var overvåget, for jeg var dødeligt syg med svangerskabs forgiftning og indre blødninger.
Jeg kom tilbage, efter min Nærdød til livet og mine børn, samt min nyfødte søn.

Da jeg døde, havde jeg en Nærdøds oplevelse, hvor jeg kom over på den anden side af døden.
Jeg oplevede det at være død, og det at være sjæl uden andet end en energikrop, uden mit fysiske jeg.
Min fysiske krop lå imens i min hospitalsseng på Roskilde sygehus, ved siden af min 1. dag gamle søn, der sov, da jeg lige havde givet ham mælk, og fået en sygehjælper til at lægge ham over i plexiglas vuggen, der stod ved siden af min seng. 

Det jeg oplevede på den anden side, i det vi kalder døden, huskede jeg noget af, da jeg blev genoplivet, og i de følgende år har jeg husket mere og mere. Også en stor del af det, der blev fortalt til mig, der ville ske i fremtiden, i mit liv. For jeg fik af vide, der imens jeg var død, at jeg skulle tilbage til livet, at jeg kun var på besøg.

Min Nærdøds oplevelse kan du læse om her på engelsk, der kaldes jeg Bolette, nok fordi Birthe er så mærkeligt et navn på engelsk ;-) 

3379. Bolette L NDE 6/20/2013. NDE 5437.

Min Nærdød og de følgende 21 år, har ændret min opfattelse af døden, livet og hvorfor vi er her sammen med hinanden, her midt i livet på denne smukke blå planet.
Det jeg fortælle meget mere om her på denne blog, for jeg kan ikke lade være.
Da det for mig og de mange mennesker jeg har været i kontakt med siden min Nærdød, har det været forunderligt og føles som en stor gave, at arbejde med deres og mit eget formål med livet, døden og tidligere liv. 
Jeg har hjulpet mange med at huske enkelte af deres tidligere liv, og sammen med dem set og oplevet hvad deres mål, og formål er med dette liv, og hvordan de bedst kunne komme videre og blive den bedste udgave af dem selv.

 
Al den viden jeg har nu, viser mig, hvor smukt livet er, hvor vanskeligt, ensomt, trængt, uforståeligt, barskt, fortvivlende, vildt, skrækkelig, glædesfyldt, forunderligt og kærligt livet er.
At der er mening med det hele, selvom de fleste ikke lige kan se den mening i første omgang.Hvorfor vi er her, hvorfor vi har oplevet det, vi har oplevet i det her vores nuværende liv, og i andre af vores liv. 

Den Nærdød for 21 år siden er den mest forunderlige og vidunderlige gave, jeg har fået i mit liv, noget jeg på ingen måde ville være foruden.
Når jeg ser mit eget liv og mange andres liv i det perspektiv, set oppefra – er alle de liv helt eventyrlige og fyldt med mening.
Husk lige at i eventyrerne er der prinser og prinsesse, dronninger og konger, men der er også trolde, feer, en masse "arbejdere", hjælpere, fortvivlelse, prøvelser og ensomhed lige som i det virkelige liv. Og når vi får fortalt et eventyr, får vi også til slut fortalt hvordan tingene hænger sammen.
Lige som i det virkelige eventyr – vores liv. 

http://www.nderf.org/NDERF/NDE_Archives/archives_1st_half_2013.htm

Som vi har det med døden, har vi det med livet!

Døden findes, det ved alle.
Vi oplever især døden som en voldsom del af livet, når vi mister nære relationer, eller oplever livstruende alvorlig sygdom.
Døden er et vilkår for os alle sammen.
Men døden er slet ikke, det vi tror og ser.
Vores sjæl er stadig energifyldt og tilstede, når vores krop forgår, ved at vi dør.

Når vi har lært, at have et fredeligt forhold til døden, når vi har døden som bevidst vilkår i livet, og den viden om, at alt ikke slutter, når vi dør. Så gør det, at vi lever vores liv endnu mere og helt, og ikke venter til senere.
Liv og død hænger uløseligt sammen. Som vi har det med døden, har vi det også med livet. 

Vi kan ikke få døden til at forsvinde, ved at tale om det som jeg gør her, eller ved at tie om det, som de fleste gør.

Døden er en overgang til nogle andre dimensioner. Vi oplever ikke den daglige kontakt, med dem der er døde. Vi oplever det som et stort tab, og en stor sorg at miste elsked nær familie og venner. Fordi vi er så fysiske her i livet, at vi ikke oplever de andre dimensioner.
Det er selvfølgelig helt ok, at opleve sorg over at miste nogen, vi elsker. Det er fuldt menneskeligt, og næsten også et vilkår som menneske. Vi er jo fysiske mest, imens vi er her, og det skal vi ikke fornægte. Vi skal bare huske, at døden kan ikke tage dem fra os andet end fysisk, for ånd er evig. Sjælen er den del af os alle, der fortsætter for evigt.
Når vi dør forgår vores fysiske krop, den bliver energi forladt, og ændre sig fysisk og forgår, fordi vi har forladt vores krop med vores energi og sjæl. Alle dem vi har kendt, som er døde, er her stadig bare ikke fysisk. De er på andre sjæle planer.
Noget af os selv er også over på den anden side af døden, og er sammen med dem, vi er nærmest med hele tiden. For vi er altid, og vil altid være, bare ikke lige på det fysiske plan, her hvor vi er i tid.

Vi kan være bange for at dø, fordi vi ikke ved, eller kan huske, hvad der sker når vi dør, og hvor vi var, før vi kom ind i det her liv. Det kan ændre sig, ved at tale om det og ved f.eks at gennemgå en regression.
Vi kan også være bange for at dø, fordi vi ikke syntes, at vi er færdige med at være her. Det er et vilkår, og det gør, at vi skal huske, at leve livet så meget som muligt, imens vi er her. Nyde det ene nu efter det andet, og få det bedste ud af det liv vi har. Samt heller i dag end i morgen, få gjort det som vi brænder for, som vi ønsker at opleve. 

Så skal vi også være bedre til at sige ”pyt”, slutte fred indeni os selv, især med os selv og komme videre i livet, med det vi nu lærte, af det som fik os til at sige det ”lille ord”. At arbejde hen imod at tage livet alvorligt, samtidig med at have den ”pyt” lethed, til det vi oplever. Ligesom vi skal tage døden alvorlig, og samtidig have den lethed, at turde leve livet helt.

Jeg arbejder med dødsangst. Så du evt. ikke bliver ved med at være ”frosset fast” psykisk og fysisk, i det du har oplevet, efter at du har været syg, eller har oplevet at nære personer er døde, og har oplevet et voldsomt sygdoms forløb.
Som du har det med døden, smitter af på livet, og det kan ændres, så du tør meget mere af livet.

Videnskabsfolk har opdaget at Livet fortsætter efter døden.

Jeg har i mange år arbejdet med døden og tidligere liv, som terapeut og ført mange tilbage til deres tidligere liv og også holdt foredrag om døden.

Nu har jeg fået medhold fra helt uventet kant - fra videnskabsfolk.
En bog med titlen "Biocentrisme: Hvordan liv og bevidsthed er nøglen til forståelsen af Universet", er udgivet  i USA, og har vakt opsigt og givet diskussioner på nettet, fordi den indeholder et begreb om, at livet slutter ikke, når kroppen dør, og det kan vare evigt.
Forfatteren  Robert Lanza er videnskabsmand og har ingen tvivl om, at det er muligt ude af tid og rum, at leve videre efter døden.

Lanza er ekspert i regenerativ medicin og videnskabelig direktør for Advanced Cell Technology Company. Tidligere har han været kendt for sin omfattende forskning med stamceller, og kendt for flere vellykkede forsøg med kloning af truede dyrearter.

For få år siden, blev han involveret i forskning med fysik, kvantemekanik og astrofysik. Som har gjort, at der er kommet ny viden og teori om Biocentrisme. Det antyder kraftigt, at døden ikke eksisterer. At døden som vi kender den, er en illusion, som vi har, da vi som mennesker identificerer os fuldstændigt med vores krop. Derfor har mange mennesker og videnskabsfolk  haft den opfattelse, at når kroppen er død, så forsvinder også vores bevidsthed.

Det er nu bevist ,at bevidsthed eksisterer uden begrænsninger i tid og rum. Bevidsthed kan være alle steder både i og uden for vores krop.
Som videnskabsfolk siger det i kvantemekanikken: At en partikel kan være til stede overalt, og en begivenhed kan ske på mange måder.
En anden forsker og professor Stuart Hameroff siger nu, at han har bevis for, at bevidstheden ikke går til grunde efter døden, men fortsætter med at eksisterer.

Nå ja. For mig er det ikke overraskende viden - men jeg har også interesseret mig for døden og sjælen, siden jeg oplevede en nærdød for 19 år siden.
Her oplevede jeg, da jeg var død, at jeg var ved fuld bevidsthed hele tiden også i døden, og husker meget fra mit besøg i døden, og hvordan jeg kom tilbage til min krop, hvor jeg blev genoplivet.

Det der er interessant, er at videnskaben nu også har opdaget, at der findes en sjæl, der ikke er afhængig af en menneskekrop, og det er spændende hvad det kan føre til.

Jeg var den onsdag d.4. marts med i en tv udsendelse om døden på DR, hvor jeg meget kort fortæller, om det at være død. 

Du kan se optagelserne ved at trykke her

Vil du læse mere om min nærdød kan du gå ind på min hjemmeside: birthelue.dk   - og læse mere 

.....eller trykke på dette link til min længere og mere detaljerede nærdødsberetning :.min beretning har nr. 3379. Bolette L. da de ikke kender navnet Birthe og kalder mig Bolette  ;-)

Bevidsthed om at døden er en del af dit liv, vil give dig mere lykke!

Der er lavet en del undersøgelser om hvad døende og alvorligt syge, der er

bevidst om, at der kun er kort tid tilbage her i livet, tænker om deres liv!

De aller fleste tænker, at de gerne ville have gjort noget om og gjort det på en anden måde, og der er vigtig lære i det til alle os andre, der ikke er nået så langt endnu.

De døende ser tilbage på det, der ikke blev til noget, og det viser sig, at de fleste ikke har realiseret bare halvdelen af deres drømme på grund af valg, de har truffet eller ikke truffet . 

Mange ønsker meget, at de havde gjort nogle ting tidligere i deres liv og Ikke havde ventet med at leve deres drømme ud.

De ønsker, de havde udtrykt følelser noget mere, og de fortryder, at de slog de sig til tåls med at de aldrig blev de personer, de faktisk kunne være blevet.

De ærgrer sig over, at de ikke har fået talt nok med deres kæreste og børn. 

De har altid håbet, at der ville komme mere tid til at tale samme i hverdagen, om hvordan de hver især havde det.

De fortryder, hvis de har svigtet i familien, har brudt gode relationer eller er gået fejl af venner og familie.

Der er ikke nogen døende eller alvorligt syge der fortryder, at de har brugt meget tid sammen med deres venner og dem de holder af. Eller at de turde elske, prøvede at have det sjovt, spillede et instrument, dansede meget, dyrkede have, reparerede motorcykler eller lavede andet de holdt meget af..

Det der betyder noget når vi er døende er det nære vi har oplevet, og hvor mange drømme vi turde realisere, og det aller vigtigste er kærligheden og nærheden sammen med andre.

 Det er det der gør os lykkelige.......

Midsommer, hekse, bål - og en kort beretning.

Noget jeg altid tænker på ved midsommertid er sammenhængen imellem bål,

sommer og hekse, som i gammel tid ikke handlede om at fejre sommeren, de lyse nætter og glæden - men handlede om, at tidligere er mange især kvinder blevet brændt på bålet, da der fandtes meget uvidenhed om hvordan sygdomme opstod, eller hændelser kunne ske, uden at det egentlig var mystisk eller trolddom der var indblandet.

Bål afbrændinger er også blevet brugt til at slippe af med mennesker, man ville være foruden, som vidste for meget, som kunne skade nogen med indflydelse, sige noget der ikke skulle frem, eller man kunne lukke munden og indgyde angst og frygt i almindelige mennesker, ved at ingen vidste, om det blev dem næste gang, der blev forfulgt og dømt , hvis de gik op imod de bestående magthavere eller bestående meninger - så på den måde kunne man holde et ulmene oprør i skak, eller komme af med modstandere eller kritikere af systemet,  eller give kvinder med healene eller synske evner skylden for dødsfald, eller skjule noget man selv havde gjort, som man så kunne give dem skylden for.

Jeg har selv meget tydelige erindringer fra et tidligere liv, hvor jeg oplevet at blive brændt på bålet. Det er et eksempel ud af mange, på hvordan det gik til dengang, men selvfølgelig er den oplevelse helt tæt på mig, da jeg har oplevet det - og husker det.

Det var i Sverige i 1700tallet. 

Jeg blev forelsket i en præst i Dalerne i midt Sverige, og i 1776 blev vi gift. 

Jeg var smuk, vild, i pagt med naturen og kunne alt det med følelser, glæde, omsorg og healing, da jeg var opvokset ude i den frie natur. Han var opvokset i et meget missionsk hjem, hvor det handlede om fordømmelse, synd, pligt, fromhed og om at være meget lærd, og at man skal følge sin skæbnes tunge lod. Vi var hinandens modstykker, og blev tiltrukket af hinanden. Vi var lykkelige, unge, forelskede - så min mand og jeg selv glemte at tænke på, hvad andre tænkte. Jeg flyttede ved brylluppet til hans bysamfund, der hvor han senere blev præst, og vi havde mange gode år sammen, børneflokken voksede, og vi trivedes.

Sogneråds-formanden var også en magtfuld person i det samfund, men han havde ikke lige så meget magt som præsten, og det ville han gerne have. Jeg var præstekone og hjalp også til ved fødsler og dødsfald. Jeg havde evnerne til at heale, håndspålægge, og brugte dem og urter til at helbrede med. Jeg tænkte ikke på, at det kunne bruges imod mig, for jeg hjalp jo mange også sogneråds-formandens kone. 

Sogneråds-formanden og en anden mand advarede og truede mig voldsomt allerede ved en midsommerfest et par år før hekseprocessen kørte, så jeg blev angst og meget mere påpasselig, og mistede dermed min kraft og styrke. Andre end de to mænd ville også have mere magt og indflydelse, og en kvinde de kendte, ville gerne være med i sammensværgelsen, da hun var forelsket i min mand, og ville gerne være præstefrue og rydde mig af vejen, og fik de knækket mig, knækkede de jo også præsten min mand, så han ikke havde så meget magt og styrke i det samfund. 

De folk samlede vidner, og i løbet af et års tid havde de nok til at rejse en sag. Flere af dem var undervejs blevet helt overbevist om, at jeg var i ledtog med djævlen, og så kunne man kun blive renset af flammerne fra et bål. 

Min mand følte magtesløshed over den proces der var sat i gang, og vendte det mod mig via vrede, og det han som barn havde lært som synd og fordømmelse. 

Jeg blev advaret af kirkeorganisten og måtte planlægge at flygte pludseligt en nat: 

” Efter hemmeligt at have pakket det mest nødvendige, jeg kunne have med i en tøjbylt; lidt mad, lidt tøj, en broche jeg havde fået i kærlighedsgave af min mand, dengang vores ældste barn en datter blev født. Og nogle små ting jeg havde fået af mine mindre børn som kærlighedsgaver. Tørklædet jeg brugte som tøjbylt, var mit smukke bryllupstørklæde. 

Min største sorg var, at jeg ikke kunne sige farvel til mine børn. Jeg måtte opføre mig, som jeg plejede, muntert putte dem, og snakke om dagen i morgen, som om jeg var der, når de vågnede, og se ind i deres barneøjne, mens jeg tavs sagde farvel, og højt bad aftenbøn med dem, og sagde godnat. Bønnen den aften var mere dybtfølt, end den plejede, og tog også længere tid - øjeblikket var svært at slippe.  

Om natten startede jeg med at stå i mørket i mit og min mands soveværelse i månelysets skær og tage tavst afsked med hele mit voksenliv og samværet med min mand. Det var en meget tung og sorgfyldt afskedstime jeg der havde, hvor jeg derefter gik rundt til mine børns senge i mørket med en tændt kammerstage i hånden, og indprentede mig synet af deres sovende kroppe og ansigter, og en sidste gang puttede deres dyner omkring dem, og kyssede dem på panden, inden jeg stille gik ud af døren ud af det hus, jeg havde boet i, i 27 år. 

Der havde jeg elsket, grædt, leet, syet, sunget, danset, sørget, rådgivet, opdraget, lavet mad, passet hus og født 9 børn.

Efter nogen tid i skovene savnede jeg det at se børnene så meget, at jeg sneg mig tilbage for at se dem, og det lykkedes, og jeg løb ud i skovene igen- men det gjorde jeg senere en gang mere, og der blev jeg taget til fange. 

Processen gik for alvor i gang og jeg blev skilt fra min mand, og alle blev tvunget til at vidne imod mig, ellers var de jo i ledtog med mig, og så ville de også ende på bålet. 

Jeg blev tortureret, for at de kunne få mig til at bevidne, at jeg var i ledtog med djævlen. Det blev grusomt og voldeligt, hvor seks af de mest magtfulde og ledende mænd i byen forhørte, voldtog og overfaldt mig - der var dog grænser, for hvad de kunne udsætte mig for, for jeg skulle jo selv, kunne gå ud til bålet. 

De mænd fik mig dog ikke knækket, så jeg tilstod eller skrev under på, at jeg var i ledtog med djævlen, og at det jeg havde gjort, var at bruge mørkets magt og hekseri. Jeg ville hellere dø inden bålet, end give dem ret, for jeg skulle jo under alle omstændigheder dø.

Jeg var efter mange dages fangenskab iklædt beskidt og iturevet tøj. 

Jeg blev hentet og ført bagbunden hen til bålet, imens kirkeklokkerne ringede. Jeg blev bundet til en stige, imens den stor folkemængde hånede mig, og spyttede på mig. Derefter blev stigen væltet ind i brændestablen, hvorefter de tændte bålet. 

Det sidste jeg husker, er den store folkemængde der står rundt om bålet, og der var mange, som jeg også kendte, og de råbte skældsord imod mig, imens mine ben og min krop blev forbrændt. 

Det sidste smukke jeg så, var min elskede sø, der lå nær ved kirken, den blinkede i sollyset, den sø jeg elskede så højt. 

Det sidste jeg tænkte, følte og råbte var ”Gud, hvorfor har du af alle, også svigtet mig?”

Jeg har brugt en del energi og tid her i mit nuliv, på at tilgive mig selv, og især at tilgive alle dem der var med dengang i Sverige, og det er heldigvis sket, så jeg er fri, og dermed er de fri også.

En historie jeg har inde under huden, og som giver mig taknemmelighed og stor glæde over mit nuværende liv, samtidigt med at det giver dyb eftertanke hver sommer når vi har sct. Hans.

God sct. Hans aften - nyd aftenen og dem I har kær <3 

Døden er en stor del af vores liv, ligemeget om vi er klar eller ej.

Det er 6 år siden at min mor døde, og jeg tænker tit på hende, hun var jo i min barndom en stor del af mit liv. Jeg har en del venner og familiemedlemmer der er døde, og for 1½ år siden mistede jeg et lille barnebarn, før end hendes liv var begyndt. Hun er et eksempel på, at døden også tit kommer, når vi ikke lige er klar til det.

Heldigvis blev der, da min mor døde tid til at være sammen, da jeg blev indlagt sammen med hende og vi fik enestue. Vi fik sagt farvel og healet mange usagte ord og sår vi havde imellem os i de dage, og dagen før hun døde, sagde hun, at hun elskede mig.... og det havde hun aldrig sagt før .... det healede det sidste imellem os.                                                                                                                                                        

Jeg er taknemmelig for, at vi nåede at få den tætte tid sammen. Vi var ikke så tætte ellers og mange ting delte vi ikke med hinanden i mit voksenliv. De oplevelser med min mor har givet mig plads til at tilgive og senere huske, at få sagt i tide de ord jeg gerne vil sige til andre. Mit lille barnebarn nåede jeg ikke at sige ord til, andet imens hun lå i hendes mors mave, eller nåede at se ind i hendes levende øjne - men hun huskede mig på ved hendes død - hvor dyrebar min egen tid og livet er, og at intet er givet på forhånd.

Det er vigtigt, at vi slipper skyld, over noget vi ikke har fået gjort, eller noget vi har sagt. Jeg har klienter og venner, der som voksne føler skyld overfor deres forældre, og føler skyld over, at de ikke kan ordne det og komme tæt på forældrene igen, og føler sig skyldige, eller tager dyb afstand fra deres forældres liv, at det ikke er der, hvor de mener, det skal være. . . eller kunne være. De føler sig skyldige over, at de ikke kan være sammen med forældrene uden at blive vrede, bitre, bange, eller drøne lige tilbage til at være” usikre børn”. Jeg har også klienter og venner der som forældre føler den samme skyld overfor deres børn, at børnene gør noget andet, end de har forventet, eller vil noget helt andet, og at de ikke har den kontakt, som de havde håbet på.       De føler alle skyld over, ikke at kunne overskue at løse situationerne, så de kan være sammen uden indeklemte følelser.                                                Hvad hvis vi ikke skal ordne det, eller ordne vores forældre, eller voksne børn? Hvad hvis vi bare skal elske dem, uden at redde dem, og kun hjælpe, når det føles godt?                                                                                     Hvad hvis vi kun skal elske hinanden, og give hinanden accept? Lytte og bare være, når vi er sammen uden at dømme. Når vi selv lader være med at dømme og bare er, smitter det af på de andre med tiden. Og så elske hinanden uden at blive trukket ind i hinandens dramaer - for det er jo den enkeltes eget drama, historier og smerte.                                                                              Når vi bevidst handler sådan, bliver det meget nemmere at være sammen på en kærlig berigende måde. Når vi tager 100% ansvar for os selv, og er kærlige overfor andre, der hvor de er.

Jeg sluttede fred med min mor og valgte at gøre det, så jeg havde det godt med hende, og kunne holde en god tale ved hendes kiste. Jeg havde healet min såret-hed over hendes manglende evne til at give mig, hvad jeg følte, jeg mest havde brug for, da jeg var barn. Nogle gange er forældre eller børn ikke i stand til, eller er der, hvor de kan elske den anden, som han/hun havde brug for at blive elsket.   

Det er vigtigt at tilgive og vide, at vi alle gør det bedste vi kan, ud for de forudsætninger vi hver især er i, både os selv, vores forældre og vores voksne børn.... og tilgivelse er ikke det samme som accept..                Hver dag er en gave.                                                                          Vent ikke med at fortælle en at du elsker ham eller hende. Hvis du stadig har en chance, tag den og skab fred med din fortid.                                      Lige det her nu er alt, hvad vi ved at vi har her i livet, og der vi kan handle. ....Døden er der jo en dag.

"I have more than enough time to do everything I want. Time expands for me." ♥

Der er ingen fordømmelse, kun kærlig læring i døden!

Da jeg oplevede min nærdød, fortalte jeg ikke noget om det til læger eller sygeplejeske, efter at jeg var blevet genoplivet - men det er også 17 år siden, at det skete, og der tales heldigvis meget mere om nærdødsoplevelser i dag. 

Da jeg oplevede nærdød, vidste jeg ikke, at der var noget der hed det. 
Jeg var så overvældet over den store grænseløse og kærlighedsfulde oplevelse jeg havde været igennem, samtidigt med at jeg også var totalt overvældet, over at jeg havde været død, og var kommet tilbage til livet, så jeg havde svært ved at rumme det, og jeg fortalte ingen om mine oplevelser. 
Først lang tid efter skrev jeg alle oplevelserne fra min nærdødsoplevelse ned, og talte med nogle af mine nærmeste om det.

Hvor er det godt, at en læge begynder at være nysgerrig på, hvad der egentlig sker med de patienter, der er blevet genoplivet, og om de har oplevet noget på den anden side. 
Det kan blive en uvurderlig hjælp for den enkelte der kommer tilbage fra døden, at kunne fortælle om oplevelsen, og samtidigt blive taget alvorlig og troet på af en læge eller sygeplejerske. 
Samtidig med at det er en stor hjælp for alle andre, at få fortalt hvordan det er at være død, i forhold til at formindske dødsangst og få ro på med egen død. 
Det at få af vide igen og igen - at der er overhovedet ingen fordømmelse i døden - når vi dør -  over alle de valg vi har taget og handlinger vi har gjort i vores liv, nej, det er kun meget kærlig læring og en overvældende stor kærlighed og glæde, vi bliver mødt med i døden.

En læge fortæller her i denne film om hans iagttagelser og hvad han har fået fortalt ved at begynde at udspørge patienter der har været uden bevidsthed og som er blevet genoplivet,
om hvad de huskede og om de huskede noget.  Se her. http://youtu.be/ICdizzVY5h4

Hvad Helvede er det?

Helvede er en tilstand, vi selv skaber ved vores tanker og handlinger, både før og efter døden. 

Helvede i livet, er at være i en stor udfordring som       - når vi ikke kan finde en løsning eller se hvad vi kan handle på, eller vi kan have mange smerter og være meget syge, vi kan have mistet en eller flere af vores kære endda på en voldsom eller hjerteskærende måde, vi kan være gået fallit og er blevet ruineret økonomisk, eller vores hus kan være brændt ned og vi har mistet alt hvad vi ejer, vores kæreste/ barn/ forældre kan have sagt at nu vil han/hun ikke se os mere......                                                                                                                                

At være i helvede er at have store udfordringer, som vi alle kommer mere eller mindre ud for her i livet, ingen slipper helt. Det er store kriser, som er med til at forme os, og hvor vi finder ud af, om vi selv har viden til at tackle disse situationer - vi ved det tit først, når vi står midt i det - eller om vejen videre frem er at vi skal (lære her at) bede om hjælp.

At være i en helvedes situation skal ingen af os føle skyld over. Vi er på den måde ikke bare selv uden om det, og skal selv rode os ud af det igen, da vi er skabere af det der sker!                                                                           En "helvedes situation" er noget vi har rodet os ud i, fordi der er en enorm læring i det - ” en masse gaver!”  Det er her vi skal bede om hjælp, og det er her at alle andre omkring begivenheden får den gave, at give hjælp og åbne deres hjerte, og også lære en hel masse om dem selv. For vi kommer alle i sådan situationer på en eller anden måde, og vi er her jo for at opleve os selv, finde ud af hvem vi er, leve det ud vi har besluttet dybt i vores sjæl at vi ønsker, og for at være en del af et fællesskab.

Jeg har ligesom mange andre oplevet en nærmest ubeskrivelig stor kærlighed og vild glæde i nærdøden, da jeg var ovre på den anden side af døden. Der er nogle få andre, der i deres nærdød har oplevet de uhyreligste ting og haft grumme mareridt. Det skal ikke straks give alle os andre mareridt og frygt overfor døden.                                                                                     For i døden ligesom i livet er det sådan, at det vi tænker og tror på, det tiltrækker vi - og det sker! I livet tager det tid for os at skabe det liv vi ønsker bevidst eller ubevidst, og vi har mulighed for at ændre vores tanker og handlinger undervejs. I døden er der bare ikke nogen betænkningstid - det sker med det samme, for der er vi ude af tid.                                                  Så kommer vi over på den anden side, og oplever et helvede - kan vi øjeblikkeligt komme fra det, ved at sige, ønske eller tænke at det her vil jeg ikke , hjælp mig! .... og det vil ske...

Oplever vi, når vi lige er døde, at være i en helvedes mareridtsagtig tilstand, er det noget vi skaber, via den angst vi har for døden, og vores egen tro på at der sker det værste, vi kan forestille os.                                               Så det bedste du kan gøre, for at opleve " en god død" er at arbejde med din angst for døden.

Nogen møder dog ”helvede” ovre på den anden side, ved at de kommer til at se, hvad det har gjort ved andre, de handlinger de har lavet i livet - og på den måde syntes og føler de, at det er et helvede - men det er ikke andre, der dømmer dem der, det er dem selv. Det er også der, at vi selv beslutter, hvad vi vil gøre anderledes, når vi får chancen for det i et andet liv. 

Lad dine drømme blive større end din frygt!

Vi kan ikke planlægge alt, hvad vi oplever i detaljer - heller ikke store begivenheder i vores liv - men vi kan planlægge de store linjer i vores rejser, i ferier og i en fest vi holder. Vi forventer her dejlige oplevelser og vi glæder os. Det er med til at skabe at vores ferier, rejser og fester bliver gode.                                          

Sådan kan vi også gøre med vores død. Ikke at du kan planlægge alt, hvad du vil komme til at opleve i detaljer ved din død, ligesom dine fester her i livet, som du jo også kun i de store træk planlægger – men du kan blive så afklaret, at du kan håndtere din død, så din dødsangst bliver meget lille –  og din kommende død og dit liv vil af den grund blive meget mere glædes fyldt uden den underliggende angst. Da det at have frygt, at frygte døden tager meget af vores ubevidste energi.                                                                                   

Jeg elsker livet, nu hvor jeg har oplevet, hvor forunderlig døden er fra en nærdødsoplevelse jeg have i 1996 .                                                                                                                           

Min nærdød gav mig helt nye tanker om, hvad der er vigtigt her i livet for mig. Jeg har helt sluppet min dødsangst ved den oplevelse,... ikke at jeg vil dø nu, for jeg ønsker at nå meget dejligt her i livet endnu, og er samtidigt blevet meget mere fokuseret, på hvad jeg vil, og bevidst om hvem jeg er efter min nærdød. Mit liv har af samme årsag ændret sig meget siden den oplevelse.   

At være ovre på den anden side af døden var for mig vidunderligt, fredfyldt, kærlighedsfyldt og grænseløst glædesfyldt.

Alligevel gik der lang tid, før end jeg tog min nærdødsoplevelse til mig og min viden om døden - da jeg ikke vidste, hvordan jeg lige i første omgang skulle tackle den oplevelse. Det var ikke noget, der fandtes dansk litteratur om, eller nogen snakkede om for 17 år siden.......og jeg skulle så meget rydde en masse angst, mindreværd og manglende tro på livet og mig selv ud, det skulle der ryddes op i først. Det gav min nærdødsoplevelse mig dog mod til at gøre, førend jeg var parat til at tage min nærdød og alle oplevelserne derfra til mig.

Nu hvor jeg har taget døden til mig og ved at det er en vildt fantastisk kærlighedsfyldt oplevelse - så kan jeg også tage mit liv til mig.                  Nu tør jeg livet og udsætter ikke mere alt muligt, eller det jeg inderste inde ønsker at gøre.                                                                                                       For jeg ved nu, at jeg er her på tid...... og jeg vil nu have så mange glædes og kærligheds fyldte timer og dage ud af det, som jeg kan få.                                           

Jeg ved jo nu, at den vidunderlige mega store kærlighed findes - fra min nærdød ....og denne kærlighed er også inde i mig.                                        

Jeg har fået ro med min død, og derfor har jeg fået ro med mit liv. Jeg har sluppet mange mørke tanker, og oplevelser i mit liv og min fortid, for de har været der af en årsag - og jeg har holdt fast i dem!  Jeg havde før min nærdød lært af livet, og mine omgivelser, at livet var hårdt, at det var vejen frem i livet at holde fast og kæmpe hver dag, og at jeg ikke havde stor medindflydelse på min egen lykke. Jeg har nu over tid, efter min nærdød tilgivet mig selv og mange andre. Jeg har fået modet og redskaberne til at turde livet, via den store viden jeg har fået om vores død, vores liv, og om hvordan jeg skaber min egen lykke.                                      

Jeg ved nu, at en af de store skridt vi kan tage, for at få det liv vi ønsker og få ro med det liv vi har, er at få fred med vores egen død.                                   

Hvordan du forholde dig til din egen og andres død - det har stor betydning for hvordan du forholder dig til dit liv, og hvordan dit liv kan blive. 

Liv og Død... og nærdød

I 1996 var jeg mest interesseret i mit nære liv, mine børn, det omgivende samfund og min familie. 
Jeg vidste ikke, at der fandtes et begreb som nærdød.  
Jeg er uddannet socialrådgiver, og jeg arbejdede dengang med rådgivning af nybagte forældre omkring fødsel, amning og småbørnspleje, og så med politik i min fritid.  
Jeg var ikke specielt troende, tænkte at der var noget både før og efter vores liv, men havde ikke taget yderligere stilling til det.

I 1996 efter fødsel af min yngste søn, fik jeg svagerskabs forgiftning. Så jeg begyndt at bløde ud af næse, i mund og andre steder og var meget syg. Jeg døde af det døgnet efter fødslen.                                                        

Hvor længe jeg var død, ved jeg ikke ,men da jeg kom tilbage til livet, havde jeg haft så dybe oplevelser, at jeg vidste, at der er en bevidsthed efter livet.                                                                                                        Jeg ved også, at jeg var så langt ude, at overlægen til min udskrivning fra sygehuset senere sagde: "At jeg var en af dem, han havde oplevet havde været længst ude og var kommet tilbage igen. At jeg havde været så syg, at de på sygehuset kun kunne give mig blodplader intravenøst, tage blodprøver, holde øje med mig og bede til Gud".

Jeg ved at hjernen er et fantastisk organ der kan gendanne sig - det har jeg oplevet efter en lille hjerneblødning, jeg havde for et par år siden, som jeg er kommet mig næste helt efter - Det er kun nogle sproglige og talmæssige problemer jeg kan komme ud i, når jeg bliver stresset i dag.  Så jeg er fuld funktionsdygtig igen efter det, da min hjerne har gendannet sig. Jeg ved derfra, at hjernen er et fantastisk organ og har læst at vi kan have mange forskellige oplevelser, når hjernen mangler ilt -  men ikke de oplevelser jeg havde ved min nærdød.

Det jeg oplevede under min nærdød er helt specielt og grænseoverskidende, noget som jeg ikke kan give nogle gode videnskabelige forklaringer på.

Derovre på den anden side fik jeg bl.a. beskeder som ” Du er kun på besøg”, og så oplevede jeg møder og blev fortalt begivenheder, som jeg ikke kunne vide ellers der ville ske.  

”Du har gjort det rigtig godt” blev der sagt og der var ingen fordømmelse overhovedet, og jeg syntes da ellers selv, at der godt kunne være et og andet der kunne diskuteres, om hvor godt det egentlig havde været. .....            

Der var kun følelsesmæssigt meget stærke kærligheds energier,dejlige følelser og møder.  Så selvom jeg var død, oplevede jeg en hel masse, som jeg så huskede, da jeg kom tilbage hertil.                   

Jeg havde været i en dimension, som jeg ikke havde vidst noget om inden, eller overhovedet havde skænket en tanke før min nærdød.

Jeg har meget senere fundet ud af, at andre har haft nogle lignende oplevelser, som der kaldes nærdød.  

Det vil sige, at vi lever i en verden også her midt i livet, hvor vi er meget mere end kød, blod og tanker, og hvor døden ikke er afslutningen på alt i vores bevidsthed. Vores bevidsthed eksisterer efter vores krops død, og den rejser ind i noget nyt fantastisk vidunderligt.

Det har en del mennesker vidst til alle tider, det at vi har en evig bevidsthed. 

Jeg har også oplevet det, og det har ændret min opfattelse af liv og død totalt. 

Det har gjort, at jeg ikke har dødsangst mere!   

Jo, jeg har ikke lyst til at dø nu, der er så meget jeg stadig vil nå inden, men angsten er der ikke mere.

Samtidigt er jeg blevet endnu mere glad for livet efter min nærdød 

- for jeg ved, at der er noget vidunderligt, og nogle meget elskelige sjæle, der venter på mig på den anden side, når jeg er færdig med at være her.