lørdag den 2. marts 2013

Det er forår - oprydningens tid inde og ude


Luften er frisk og uden frost. Erantis, Vintergækker og Dortehaliljer myldrer frem. Knopperne vokser på træer og buske. Min græsplæne og brændnælder har lysegrønne skud. Jeg møder flere nu på min gåtur ved stranden end i de sidste par måneder. 
Det er ikke så varmt, men min lyst til at være ude i lyset og naturen, at komme ud og få ny energi, vinder over kulden. Jeg tørrer tøj ude, og trækker min cykel frem. Solen og lyset giver mig energi og lyst til oprydninger i mit hus, min have og inde i mig. Jeg hiver mine drømme frem for også at se på dem. 
Og det hele... foråret, oprydningen og fornyet syn på mine drømme er med til at gøre mig glad, og giver mig masser af energi.

Mine drømme gør, at jeg lige mærker en snert af angst og tvivl, energien suser ud af min krop, og det gør mig sårbar og giver plads for tvivlen, om det nu er det værd. Jeg giver jo slip på noget bl.a. tryghed, men jeg får en enorm stor glæde og energi af at arbejde med mine drømme og gå efter dem.                  
Jeg vælger at følge mine drømme med alle de op- og nedture det giver, mere end at dykke ned i bristede forventninger, fordi jeg ikke havde mod. Jeg er helt sikker på, at jeg kommer til at fortryde, hvis jeg ikke lever mine passioner ud, og i stedet lader tvivl og tryghed tage over. 

Så det er forår og tiden er til forandringer inde og ude, og god forandring begynder både hos mig og dig, i os selv, og der hvor vi bor!
Jeg ved at vejen til at få det, som jeg vil have det, hænger sammen med min villighed til at tage helt ansvar for mit liv og give slip på noget gammelt både ting, handlemønstre og overbevisninger. For først når vi slipper det gamle, er der plads til det nye inden i og udenom. 

Når jeg skal noget nyt, eller er i en forandring med mig selv  - og det er foråret jo med til at give mig fokus på, så arbejder jeg med de fysiske ting lige fra at vinduerne trænger til at blive pudset, til oprydning i haven og flytte rundt på møbler -  og henter her hjælp, til alt det nye der er på vej ind i mit liv. 
Jeg arbejder med det ydre, når det indre er svært lige at få på plads, og det virker altid. For når jeg ikke har klarhed, kan finde ud af, hvad jeg skal gøre, eller har svært ved at mærke mig selv, så hjælper det at slippe det gamle, ved at gøre rent, flytte om, smide ud, sy om og tænke nyt også rent praktisk.

Min far begyndte altid at rydde op i en eller anden skuffe, når han tumlede med noget, og især om foråret – og det forstod jeg ikke som barn. Min mor blev altid vildt vred over det, for hun ville have, at han hjalp med at rydde op i have, kælder eller andre store oprydninger - men det var hans måde at få orden indeni, det hjalp ham med at sætte tingene på plads, og få nye vinkler på de udfordringer livet gav ham. Sådan er vi forskellige.   

Jeg forstår ham i dag – ikke at jeg som det første straks begynder at rydde op i en skuffe – jeg tager de store linier først som udhus og hus. Men..... har jeg ikke lige energien til store projekter, så hjælper det også mig at tage fat i køkkenskabe og skuffer, og dermed finde de løsninger jeg leder efter, på de udfordringer jeg står med her og nu, og forårets lys er med til at sætte spot på rodet i skufferne, eller på mine vinduer og samtidigt inde i mig, på det som skal ”vaskes eller ryddes” væk. 
Så lander klarheden lige så stille, og de næste skridt jeg vil tage for at komme nærmere mine mål. De skridt kan jeg så støtte mig selv i, ved at indrette mit hus så energien nu bakker op om det, jeg ved, er den næst post jeg skal tage for at nå mine mål..... Så rodet indeni og omkring mig bliver  til ro, klarhed, optimisme, lethed, planer og glæde...... 
Vores omgivelser og bolig er på den måde et spejl på os selv og vores indre, og støtter os i vores drømme og planer  :-D

Ingen kommentarer:

Send en kommentar