Midsommer, hekse, bål - og en kort beretning.

Noget jeg altid tænker på ved midsommertid er sammenhængen imellem bål,

sommer og hekse, som i gammel tid ikke handlede om at fejre sommeren, de lyse nætter og glæden - men handlede om, at tidligere er mange især kvinder blevet brændt på bålet, da der fandtes meget uvidenhed om hvordan sygdomme opstod, eller hændelser kunne ske, uden at det egentlig var mystisk eller trolddom der var indblandet.

Bål afbrændinger er også blevet brugt til at slippe af med mennesker, man ville være foruden, som vidste for meget, som kunne skade nogen med indflydelse, sige noget der ikke skulle frem, eller man kunne lukke munden og indgyde angst og frygt i almindelige mennesker, ved at ingen vidste, om det blev dem næste gang, der blev forfulgt og dømt , hvis de gik op imod de bestående magthavere eller bestående meninger - så på den måde kunne man holde et ulmene oprør i skak, eller komme af med modstandere eller kritikere af systemet,  eller give kvinder med healene eller synske evner skylden for dødsfald, eller skjule noget man selv havde gjort, som man så kunne give dem skylden for.

Jeg har selv meget tydelige erindringer fra et tidligere liv, hvor jeg oplevet at blive brændt på bålet. Det er et eksempel ud af mange, på hvordan det gik til dengang, men selvfølgelig er den oplevelse helt tæt på mig, da jeg har oplevet det - og husker det.

Det var i Sverige i 1700tallet. 

Jeg blev forelsket i en præst i Dalerne i midt Sverige, og i 1776 blev vi gift. 

Jeg var smuk, vild, i pagt med naturen og kunne alt det med følelser, glæde, omsorg og healing, da jeg var opvokset ude i den frie natur. Han var opvokset i et meget missionsk hjem, hvor det handlede om fordømmelse, synd, pligt, fromhed og om at være meget lærd, og at man skal følge sin skæbnes tunge lod. Vi var hinandens modstykker, og blev tiltrukket af hinanden. Vi var lykkelige, unge, forelskede - så min mand og jeg selv glemte at tænke på, hvad andre tænkte. Jeg flyttede ved brylluppet til hans bysamfund, der hvor han senere blev præst, og vi havde mange gode år sammen, børneflokken voksede, og vi trivedes.

Sogneråds-formanden var også en magtfuld person i det samfund, men han havde ikke lige så meget magt som præsten, og det ville han gerne have. Jeg var præstekone og hjalp også til ved fødsler og dødsfald. Jeg havde evnerne til at heale, håndspålægge, og brugte dem og urter til at helbrede med. Jeg tænkte ikke på, at det kunne bruges imod mig, for jeg hjalp jo mange også sogneråds-formandens kone. 

Sogneråds-formanden og en anden mand advarede og truede mig voldsomt allerede ved en midsommerfest et par år før hekseprocessen kørte, så jeg blev angst og meget mere påpasselig, og mistede dermed min kraft og styrke. Andre end de to mænd ville også have mere magt og indflydelse, og en kvinde de kendte, ville gerne være med i sammensværgelsen, da hun var forelsket i min mand, og ville gerne være præstefrue og rydde mig af vejen, og fik de knækket mig, knækkede de jo også præsten min mand, så han ikke havde så meget magt og styrke i det samfund. 

De folk samlede vidner, og i løbet af et års tid havde de nok til at rejse en sag. Flere af dem var undervejs blevet helt overbevist om, at jeg var i ledtog med djævlen, og så kunne man kun blive renset af flammerne fra et bål. 

Min mand følte magtesløshed over den proces der var sat i gang, og vendte det mod mig via vrede, og det han som barn havde lært som synd og fordømmelse. 

Jeg blev advaret af kirkeorganisten og måtte planlægge at flygte pludseligt en nat: 

” Efter hemmeligt at have pakket det mest nødvendige, jeg kunne have med i en tøjbylt; lidt mad, lidt tøj, en broche jeg havde fået i kærlighedsgave af min mand, dengang vores ældste barn en datter blev født. Og nogle små ting jeg havde fået af mine mindre børn som kærlighedsgaver. Tørklædet jeg brugte som tøjbylt, var mit smukke bryllupstørklæde. 

Min største sorg var, at jeg ikke kunne sige farvel til mine børn. Jeg måtte opføre mig, som jeg plejede, muntert putte dem, og snakke om dagen i morgen, som om jeg var der, når de vågnede, og se ind i deres barneøjne, mens jeg tavs sagde farvel, og højt bad aftenbøn med dem, og sagde godnat. Bønnen den aften var mere dybtfølt, end den plejede, og tog også længere tid - øjeblikket var svært at slippe.  

Om natten startede jeg med at stå i mørket i mit og min mands soveværelse i månelysets skær og tage tavst afsked med hele mit voksenliv og samværet med min mand. Det var en meget tung og sorgfyldt afskedstime jeg der havde, hvor jeg derefter gik rundt til mine børns senge i mørket med en tændt kammerstage i hånden, og indprentede mig synet af deres sovende kroppe og ansigter, og en sidste gang puttede deres dyner omkring dem, og kyssede dem på panden, inden jeg stille gik ud af døren ud af det hus, jeg havde boet i, i 27 år. 

Der havde jeg elsket, grædt, leet, syet, sunget, danset, sørget, rådgivet, opdraget, lavet mad, passet hus og født 9 børn.

Efter nogen tid i skovene savnede jeg det at se børnene så meget, at jeg sneg mig tilbage for at se dem, og det lykkedes, og jeg løb ud i skovene igen- men det gjorde jeg senere en gang mere, og der blev jeg taget til fange. 

Processen gik for alvor i gang og jeg blev skilt fra min mand, og alle blev tvunget til at vidne imod mig, ellers var de jo i ledtog med mig, og så ville de også ende på bålet. 

Jeg blev tortureret, for at de kunne få mig til at bevidne, at jeg var i ledtog med djævlen. Det blev grusomt og voldeligt, hvor seks af de mest magtfulde og ledende mænd i byen forhørte, voldtog og overfaldt mig - der var dog grænser, for hvad de kunne udsætte mig for, for jeg skulle jo selv, kunne gå ud til bålet. 

De mænd fik mig dog ikke knækket, så jeg tilstod eller skrev under på, at jeg var i ledtog med djævlen, og at det jeg havde gjort, var at bruge mørkets magt og hekseri. Jeg ville hellere dø inden bålet, end give dem ret, for jeg skulle jo under alle omstændigheder dø.

Jeg var efter mange dages fangenskab iklædt beskidt og iturevet tøj. 

Jeg blev hentet og ført bagbunden hen til bålet, imens kirkeklokkerne ringede. Jeg blev bundet til en stige, imens den stor folkemængde hånede mig, og spyttede på mig. Derefter blev stigen væltet ind i brændestablen, hvorefter de tændte bålet. 

Det sidste jeg husker, er den store folkemængde der står rundt om bålet, og der var mange, som jeg også kendte, og de råbte skældsord imod mig, imens mine ben og min krop blev forbrændt. 

Det sidste smukke jeg så, var min elskede sø, der lå nær ved kirken, den blinkede i sollyset, den sø jeg elskede så højt. 

Det sidste jeg tænkte, følte og råbte var ”Gud, hvorfor har du af alle, også svigtet mig?”

Jeg har brugt en del energi og tid her i mit nuliv, på at tilgive mig selv, og især at tilgive alle dem der var med dengang i Sverige, og det er heldigvis sket, så jeg er fri, og dermed er de fri også.

En historie jeg har inde under huden, og som giver mig taknemmelighed og stor glæde over mit nuværende liv, samtidigt med at det giver dyb eftertanke hver sommer når vi har sct. Hans.

God sct. Hans aften - nyd aftenen og dem I har kær <3